Det store spring skal landes

Pressemeddelelse

2017 har for den østjyske racerkører Nicolaj Kandborg budt på en stejl indlæringskurve. Med sine bare 19 år er han blandt de yngste debutanter nogensinde i dansk motorsports største klasse, DTC. I den kommende weekend køres årets finale i DTC, og ambitionen er klar: 2017 skal lukkes så godt som muligt.

kandborg

2017 er Nicolaj Kandborgs første sæson i Danish Thundersport Championship, bedre kendt som DTC. Foto: Midtjysk-foto.

Siden Nicolaj Kandborg for snart tre sæsoner byttede karting ud med bilsport, har han ikke nødvendigvis jagtet en markant hurtigere klasse hvert år – men derimod en god kamp. 2017 har trods det budt på karrierens hidtil hurtigste biler – og med årets Yokohama DM Finalen på Jyllandsringen som den næste opgave, er det snart tid til at gøre status på sæsonen.

En sæson, der bød på den håbede konkurrence og den store udfordring det er at hoppe fra en racerbil med lige over 80 hestekræfter til en DTC-racer med over 500. Desværre fulgte heldet ikke helt med østjyden – det held, der også skal til for at skabe resultaterne:

–  Det har været et stort spring at gå fra FDM Sport-klassen til DTC i år. På papiret lyder det som et vildt skifte, men i praksis faldt det mig faktisk hurtigt naturligt at køre DTC. Det ville være løgn at sige, at der ingen tilvænning var, men omstillingen gik godt, forklarer Nicolaj Kandborg og fortsætter:

– I sidste sæson var vi hele tiden fem-seks kørere, der kæmpede hårdt om podiet – men i år er det anderledes. I DTC er der kamp alle steder i feltet, og det sætter én på prøve. Man vinder ikke noget fra start, men skal hele tiden jagte det næste lille fremskridt, siger han.

kandborgracing

Nicolaj Kandborg kører for Massive Motorsport. Teamet ejes og ledes af den seksdobbelte mester i DTC, Casper Elgaard. Foto: Midtjysk-foto.

– Vi jagter top 10

Ambitionen inden sæsonstarten tilbage i april var at være med fremme i duellen om at havne i top 10. Forskellige udefrakommende omstændigheder har i løbet af sæsonen holdt Nicolaj Kandborg fra drømmeplaceringen, men i årets sidste løb håber han, at det kan lade sig gøre.

– Det har ikke været en nem debutsæson. Vi døjede meget med tekniske defekter i begyndelsen, og siden kostede en maveforgiftning mig dyrt ved løbet i København. Til gengæld var Classic Race Aarhus en stor succes for mig. Det er et svært sted at komme fra uden buler, men det lykkedes, og det var godt. Ligeledes gik det også godt på Ring Djursland, hvor jeg var oppe som weekendens bedste rookie – desværre mistede jeg sidenhen den titel på en tidsstraf – men jeg ved, at målet er til at nå, når det hele klapper, forklarer han og uddyber:

– Det er målet for finalen. Jeg er ved at kende Jyllandsringen godt i DTC-bilen, og har vi heldet med os, så tror jeg bestemt en plads i top 10 er til at hente. Det er den weekend, hvor det hele skal falde på plads, så alle har nerverne udenpå tøjet, og der bliver kæmpet enormt hårdt i den weekend. Nu skal sæsonen sluttes af på en god måde. Det er det vigtigste, afrunder Nicolaj Kandborg.

kandborgracing2

Nicolaj lader op til løbet. Fuldt fokus er altafgørende. Foto: Midtjysk-foto.

 

Du kan følge Nicolaj Kandborg i weekenden 30. september – 1. oktober live på TV2 Sport.